Intern skole
Havmågens Interne Skole har overenskomst med Løkken-Vrå kommune om undervisning af børn og unge i den undervisningspligtige alder jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 22. september 2000 med tilhørende vejledning nr. 83 af 10. juni 1999.
Formål
At give eleverne så gode skolekundskaber som muligt for at opnå et selvstændigt liv med mulighed for forskellige uddannelsesvalg.
Mål
Målgruppe
Adfærdsmønstre i forhold til undervisning
Eleverne har været udsat for omsorgssvigt og kaotiske opvækstvilkår i den tidlige barndom. Forældrenes omsorg har manglet eller været præget af tilfældigheder. Eleverne har ingen eller kun ringe selvtillid og selvværd. Eleverne har haft mange nederlag både på socialiseringsområdet og på skoleområdet.
Eleverne er impulsive og ofte udadrettede. De har en svag koncentrationsevne og udholdenhed overfor bundne opgaver. De har alle antenner ude, bliver let forstyrret og afviser krav i forbindelse med undervisningen. De stoler ikke på voksne. De er motorisk urolige, opfarende, verbalt svage og har ofte en kort, uklar hukommelse.
De har manglende situationsfornemmelse, er konfliktsøgende og manipulerende og har ingen erkendelse af egen andel i en konflikts opståen. De er kontrollerende over for deres kammerater og meget kontaktkrævende i.f.t. voksne.
Ligeledes har eleverne ingen eller kun lidt empati og er derfor ikke bevidste om, hvilken indflydelse deres handlinger har på omgivelserne, samtidig med de tænker meget sort/hvidt og har svært ved at lære af tidligere erfaringer.
Eleverne går ofte med en konstant opfattelse af ikke at blive forstået/set og holdt tilstrækkeligt af. De føler sig ensomme og har en lav selvagtelse. Ovenstående målgruppes skolegang har været præget af skoleskift, mange forsømmelser, eneundervisning og specialtilbud.
Eleverne har haft mange konflikter og personlige nederlag og har generelt et meget negativt syn på skolegang og undervisning.
Fysisk beskrivelse
Skolen er beliggende i opholdsstedets bygninger. Skolen består af 2 skolestuer og værkstedslokaler. I den ene af skolestuerne har vi 4 computere. Vi benytter den lokale skoles gymnastiksal og den offentlige svømmehal samt opholdsstedets køkken.
I skolestuernes indretning er der taget hensyn til elevernes adfærdsmønstre. Lokalerne er lyse, der er få billeder på væggene og vinduerne er placeret bagved eleverne. Dette giver større mulighed for ro og koncentration om undervisningen.
Skolens normering
Skolen er godkendt til 10 elever og der er pt. ansat 3 lærere.
Skolen modtager som udgangspunkt elever, som bor i opholdsdelen. Desuden eksterne elever inden for samme målgruppe.
Hverdagen
Der er en skemalagt struktur fra 8.30-14.10 i alt 5 lektioner. Vi lægger vægt på skift mellem boglige og ikke boglige fag i det daglige skema af hensyn til elevernes koncentrations- og adfærdsproblemer.
Der er faste pkt. på skemaet - Dagen starter med en fælles gennemgang af Tv2's nyhedsudsendelse kl. 8.30 og midt på dagen har alle eleverne 30 min hvilepause på deres værelser.
Eleverne er opdelt i 2 grupper efter deres skolemæssige kundskaber.
I skolen lægges der vægt på rummelighed d.v.s at skolen er et rart sted at være og eleverne respekteres, som de er. Det er vigtigt med ro og respekt blandt eleverne. Der trænes i sociale normer i fællesskabet. Eleverne skal således vænne sig til at lytte til hinanden og vente til det bliver deres tur, for at alle kan blive hørt.
For at få succesoplevelser er det vigtigt, at der er kendte og forudsigelige undervisningsformer. Samtidig er det vigtigt af hensyn til elevernes koncentration, at undervisningen er afvekslende. Undervisningen tilrettelægges individuelt, så der er plads til fordybelse samtidig med, at eleverne får udfordringer og flyttet faglige og personlige grænser. Undervisningen kan også foregå som eneundervisning i perioder, hvor det skønnes nødvendigt for eleven.
I undervisningen er det lærerne, der bestemmer. De tilpasser den individuelle undervisning til den enkelte elevs kompetencer, skolemæssige standpunkt og aktuelle psykiske tilstand. Lærerne er tydelige, forudsigelige og konsekvente.
De benytter den induktive undervisningsform, hvor eleverne aktiveres.
Eleverne kan foretage valg indenfor givne rammer ud fra egne interesser. De lægger vægt på at give eleverne gode arbejdsvaner og træne dem i at arbejde selvstændigt.
De er meget opmærksomme på at give eleverne ros, se deres fremskridt og synliggøre dem for eleverne.
Eksempler fra hverdagen
En elev kan i undervisningen have brug for ro f.eks. :
- 2 minutters mental time-out,
- længere tid f.eks. på værelset
- en gåtur
Herefter genoptages undervisningen. Kan undervisningen ikke genoptages i skoletiden p.g.a elevens psykiske tilstand, foregår den uden for skoletiden.
Ekstern psykolog
Ekstern psykolog overværer 2 x årligt undervisningen med efterfølgende supervision af lærerne.
Samarbejde med opholdsdelen
Personalemøder og supervision er fælles med opholdsdelen. Her fastlægges de overordnede pædagogiske principper. Faglig udvikling i form af supervision og kurser er ligeledes fælles.
Der sker en daglig udveksling af erfaringer mellem skole og opholdsdel.
Aktiviteter i form af lejrskole, udflugter og temauger er også fælles med opholdsdelen.
Samarbejde med forældre
Samarbejdet foregår på behandlingsmøder - møder mellem forældre, opholdsdel, sagsbehandlere og skole, hvor bl.a. skolerapporten gennemgås. Herudover er der årligt to forældredage , som afholdes i samarbejde med opholdsdelen.
Samarbejde med det lokale PPR-kontor
PPR-kontoret foretager visitation og laver evt. tests. PPR er også behjælpelig med udredning if.t. undervisningsmæssige konsekvenser og der foretages gennemgang af den enkelte elev i.f.t. den individuelle undervisningsplan.
Lærergruppen
Lærerne har bred undervisningserfaring, og en alsidig undervisningskompetence.
De har specialundervisningsuddannelse og/eller undervisningserfaring og kendskab til målgruppen.
Lærerne er alle tydelige voksne, konkrete og grænssættende både overfor sig selv og overfor eleverne. De sikrer en fastlagt struktur og gennemfører konsekvente undervisningsmetoder.
I undervisningen har de realistiske faglige ambitioner på elevernes vegne og kan se og tydeliggøre selv små fremskridt . De er gode til at give hinanden gensidig respons, og er åbne og lydhøre fagligt og personligt. De er engagerede og besidder en naturlig autoritet. De er personer med et godt overblik og kan bevare dette i kaotiske situationer. De er personer som med deres varme og gode humør sikrer, at skolen er et rart sted at være for alle.
Erfaringer med målgruppen
Rammer og pædagogik, sammenholdt med lærernes kvaliteter gør, at undervisningen/indlæringen bliver muliggjort.
Vores erfaringer med nye elever er, at de starter med den adfærd, de har fra deres tidligere skole i ca 3-6 måneder. Det er vigtigt at fastholde strukturen, hvorefter de bliver mere fortrolige med undervisningssituationen. Samarbejdet med opholdsdelen om fælles pædagogik og daglige erfaringsudvekslinger/ observationer af de enkelte elever spiller ligeledes en stor rolle for den interne skoles succes.
Udslusning
- I de tilfælde, hvor eleven fagligt og socialt og i samråd med PPR skønnes at kunne klare sig i almindelig folkeskole, bliver eleven udsluset hertil.
- Hvis eleven ud fra en samlet vurdering mellem opholdsdel og skole synes at være bedre placeret i andet tilbud, forsøger opholdsdel og skole i samråd med hjemkommunens socialforvaltning at finde en egnet placering.