For børn og unge udsat for omsorgssvigt
Børn/unge, som har været udsat for omsorgssvigt i den tidlige barndom med deraf følgende følelsesmæssige, adfærdsmæssige og kontaktmæssige vanskeligheder.
Havmågen er opdelt i to grupper:
- Havmågen 1, som er for børn i alderen 7-14 år.
- Havmågen 2, som er for unge fra ca. 14-18 år. De to afdelinger er fysisk adskilte, men beliggende i de samme bygninger.
Havmågen 1's målgruppe
Børn, som har været udsat for omsorgssvigt i den tidlige barndom med deraf følgende følelsesmæssige, adfærdsmæssige og kontaktmæssige vanskeligheder.
Havmågen 2's målgruppe
Børn, som har været anbragt på Havmågen 1 til det fyldte 14 år, eller hvor modenhed/parathed kan indikere, at et tidligere/senere flyt vil være godt for barnet/den unge.
Målgruppens adfærdsmønstre
Børnene har været udsat for massivt omsorgssvigt og kaotiske opvækstvilkår i den tidlige barndom. Forældrenes omsorg har manglet eller været præget af tilfældigheder. Børnene har ingen eller kun ringe selvtillid og selvværd. Børnene har haft mange nederlag både på socialiseringsområdet og på skoleområdet.
Børnene er impulsive og ofte udadrettede. De har en svag koncentrationsevne og udholdenhed overfor bundne opgaver. De er opfarende, verbalt svage og har en ofte kort, uklar hukommelse. De har manglende situationsfornemmelse, er manipulerende og har ingen erkendelse af egen andel i f.eks. konflikters opståen.
Ligeledes har børnene ingen eller kun lidt empati og er derfor ikke bevidste om, hvilken indflydelse deres handlinger har på omgivelserne, samtidig med at de ofte tænker sort/hvidt og har svært ved at lære af tidligere erfaringer. Børnene går ofte med en konstant opfattelse af ikke at blive forstået/set og holdt tilstrækkeligt af. De føler sig ensomme og har en meget lav selvagtelse.